Tale til 50 års fødselsdag

Der findes et halvmaraton i Silkeborg, som Morten og jeg har stillet op til, år efter år, siden vi begge var i trediverne. Ingen pauser, ingen undskyldninger, ingen 'i år springer vi over' – bare os to, samme rute, samme startnummer-kø klokken otte om morgenen, uanset om det regner, blæser eller er tredive grader varmt.

Det, folk ikke ved, er, at vi er blevet markant langsommere. Vores første løb tog os lidt over halvanden time. Sidste år brugte vi to timer og tyve minutter, og Morten stoppede undervejs for at købe en is af en bod, vi tilfældigvis passerede. Vi grinte så meget, at vi næsten ikke kunne løbe videre. Ingen af os har trænet ordentligt i mindst ti år, og ingen af os er ligeglade med det – for det handler ikke om tiden.

Det handler om, at vi mødes ved samme startlinje hvert år og minder hinanden om, at vi stadig kan. At kroppene er lidt mere stive, knæene knirker lidt mere, og vi bruger lidt længere tid på at komme os bagefter – men vi kommer altid tilbage næste år. Morten har aldrig en gang foreslået, at vi skulle stoppe. Det siger mere om ham, end noget andet jeg kunne fortælle jer.

— Tale til 50-års fødselsdag, bedste ven